Over 350 unge fra Mariagerfjord Gymnasium, Himmerlands Erhvervsuddannelse og Forberedende Grunduddannelse (FGU) var i dag samlet i Hobro til den første COLLECT!VE DAYS. Dette nye initiativ har som mål at give unge et skub mod større fællesskab, inspirere til nye fritidsinteresser og styrke trivslen.
Dagen bød på et bredt udvalg af aktiviteter, hvor de unge kunne prøve alt fra brætspil og e-sport til billedkunst, fitness og motorlære. Aktiviteterne skulle fungere som små introduktioner til det lokale foreningsliv, der venter de unge efter skoletid.
Ifølge en analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd oplever unge større trivsel og livsglæde, når de er en del af en forening sammenlignet med dem, der ikke engagerer sig. Initiativet giver således også de lokale foreninger mulighed for at vise deres tilbud frem og tiltrække flere unge medlemmer.
COLLECT!VE DAYS er struktureret som et tredelt forløb. Første dag gav en bred introduktion til de mange muligheder, mens de næste to torsdage – den 4. og 11. december – byder på fordybelse i de aktiviteter, eleverne har valgt. Det giver mulighed for at opdage nye interesser og møde jævnaldrende med samme passion.
Arrangementet blev rundet af med en fælles fredagsbar arrangeret af festudvalgene fra Mariagerfjord Gymnasium og HEG og musik leveret af rapperen Carl Knast. Senere optrådte han også til den åbne koncert i Ishuset Live, hvor endnu flere unge fra området kunne deltage.
COLLECT!VE DAYS bliver arrangeret af Uddannelsesby Hobro og samler en lang række lokale fritidstilbud såsom aktivitetsrådet, basketball, billedkunst, blæseinstrumenter, bræt- og kortspilscafé, dart, e-sport, fitness, forfatterværksted, Headspace hangout, Ishuset Live, kor, madværksted, maker space, motor og mekanik, podcastproduktion, padel samt teknikker-kursus.
Der er fortsat mulighed for de unge at fordybe sig i nye fællesskaber og aktiviteter i de kommende uger med COLLECT!VE DAYS.